Oprørets Koordinater

EN AUDIOWALK AF KUNSTKOLLEKTIVET FAMILIEN

I september 2019 kulminerer lang tids afmagt og politikerlede i et blodigt oprør. Troen på demokratiet er død. Folket går på gaden for selv at tage magten, stolte over at gøre noget og være en del af noget større end dem selv. I år 2119 husker en 110-årig kvinde tilbage på sin mor og det oprør, som de gav deres liv for. Hun har aldrig forstået, hvordan man kan ofre sig selv og sin familie for en politisk sag. Ikke før nu. I år 3119 bliver et barn skabt ved hjælp af et æg, der har været nedfrosset i over 900 år. Hun fødes af en maskine, men har hun sin mormors oprør i sig?

Forestillingen er en audiowalk, hvor publikum kommer med på en sci-fi lydrejse ned igennem København. Fra sted til sted går man samlet med lyd i ørene, hvor man kan opleve, hvordan alle disse steder og små byoaser har indbygget fortællinger om det oprør, der fandt sted for tusinde år siden. Forestillingen undersøger, hvor meget fiktion og løgnehistorie, der kan flettes ind i fortællingen, uden at miste respekten for stedets og byens egen væren, fortæller Kunstkollektivet FAMILIEN.

”Både dystopien og utopien er fascinerende for os! Hvis vi forestiller os en verden om 5, 100 eller 1000 år, så bliver vi inspireret af at undersøge, hvilke ændringer vi kan lave i dag, og hvordan vores handlinger i dag kan påvirke fremtiden – hvordan vores handlinger i dag spreder sig som ringe i vandet gennem de næste 1000 år.” siger Kunstkollektivet FAMILIEN om forestillingen.

Forestillingen bliver en vandring gennem en by, 3 generationer og 1000 år, hvor publikum kommer med på en tur gennem det velkendte og det ukendte, op i luften og ned under jorden, ind i betonen og ud i naturen.

Oplev en tidsrejse, hvor oprøret sender lydbølger gennem byen og flere hundrede generationer.

Kunstkollektivet FAMILIENs hjemmeside

Idé: Kunstkollektivet FAMILIEN
Tekst & Iscenesættelse: Gry Guldager, Lene Skytt, Rosa Sand
Komponist & Lyddesign: Pelle Skovmand
Stemmer: Vigga Bro, Gry Guldager, Rosa Sand, Mikkel Trier mfl.
Proces-dramaturgisk assistent: Signe-Marie Klastrup
Kunstnerisk assistent: Azadeh Ghavamrad
Produktionsleder: Gry Raaby
Bygger & teknisk afvikler: Rasmus Månsson
Stemmeinstruktion: Susan Stølsvig Skovmand
Kostume: Lisa Wridt Bøker Kristensen
Dramatiker konsulent: Mikkel Trier
Lyddramaturgisk konsulent: Maja Romm
PR & Presseansvarlig: Carla Gianetti
Administration: Teater Får302
Co-Producent: Metropolis – Københavns Internationale Teater

Sponsor: Silents Events

Støttet af:
Kunstfonden, Københavns Scenekunstudvalg, Beckett Fonden, Foreningen af Danske Sceneinstruktører

Fotos: Gry Raaby & Carla Gianetti